Gå til hovedindhold
Hjemmeside - Uden grafik

Liv, Længsel & Landskab – Thorvaldsens Malerisamling 

Åbner den 9. september 2026 

Tag med på en farverig rejse gennem romantiske ruiner, betagende bjerge og farverige fester i Thorvaldsens Museums nye udstilling Liv, Længsel & Landskab – Thorvaldsens Malerisamling. Udstillingen åbner den 9. september, i ni nyrenoverede rum og viser et udpluk af Thorvaldsens imponerende private samling på over 350 malerier, som alle indgik i den første offentlige visning, da museet åbnede dørene i 1848.

Udstillingen giver et indtryk af Thorvaldsens personlige smag som samler og af de kunstneriske strømninger, der prægede hans samtid. Flere af værkerne vises nu for første gang i mange år efter at have været gemt i museets magasin, blandt andet fordi de falder uden for den traditionelle fortælling om den danske guldalder. De er skabt af både mindre kendte danske og internationale kunstnere som Dietrich Wilhelm Lindau, Károly Markó den ældre og Albert Küchler. Motiverne er ofte mere dramatiske, farvemættede og fortællende, end vi forbinder med guldalderkunsten, og de åbner for nye perspektiver på perioden og dens kunsthistoriske kanon. Samtidig kan publikum opleve værker af nogle af 1800-tallets mest markante kunstnere, heriblandt C.W. Eckersberg, Constantin Hansen og Wilhelm Marstrand.

Fordelt over ni rum, præsenteres malerierne under forskellige tematikker, der kredser om emner som festligt folkeliv, primært portrætteret i Italien, romantiske iscenesættelser af Antikkens ruiner og dramatiske landskaber og naturskildringer fjernt fra Danmarks fredsommelige egne. Udstillingen viser, hvordan rejser og ophold i blandt andet Rom og München satte dybe spor i de nordiske kunstneres blik på verden. Her blev de inspireret af nye motiver, stemninger og kunstneriske idealer, som de tog med sig hjem og fortolkede gennem tidens smag, længsler og forestillinger.

Udstillingen er generøst støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og indgår som en del af museets firårige strategi Thorvaldsen: Fra Fortid til Samtid

Hjemmeside UK