Gå til hovedindhold
Banner til Åben by: litterær salon om frirum i københavn

ÅBEN BY: LITTERÆR SALON OM FRIRUM I KØBENHAVN

10. OKTOBER KL. 14.00 - 17.00

Kom med når Copenhagen Architecture Festival over en eftermiddag sætter fokus på frirum i byen set fra tre forskellige perspektiver. Hvordan kan vi skabe en åben by med plads til alle? Og hvordan forholder litteraturen sig til det spørgsmål? Vi har inviteret en række forfattere, aktivister og kulturelle aktører til tre samtaler om, hvordan København kan blive mere omsorgsfuld både over for mennesker med forskellige behov, midler og livssituationer – og over for de andre arter, vi deler kloden og dermed også byen med. Hvordan bevarer vi de åndehuller der er, og hvordan skaber vi nye?

Ved at undersøge ideen om byens frirum fra tre forskellige vinkler og ved at iværksætte litteraturens på én gang politisk engagerede og poetisk undersøgende sprog, håber vi at kunne starte en større samtale om, hvilken by vi har lyst til at forme for fremtidens københavnere.

Salonvært er Elisabeth Skou Pedersen.

14-14.45: Plads til andre arter på Amager Fælled. KRISTINA STOLTZ

Kristina Stoltz fortæller om sit arbejde for at bevare Amager Fælled og om, hvordan aktivisme og klimakrisen spiller sammen med hendes skrift.
I sin seneste roman Paradis Først skriver Kristina Stoltz blandt andet om skovbrandene i Californien, og det seneste år har hun været aktivistisk engageret i kampen for at bevare Amager Fælleds biodiversitet og vilde natur. Hun har bl.a. protesteret og lænket sig til hegnet på Lærkesletten sammen med Extinction Rebellion. Sammen med 39 andre forfattere var hun med til at læse op i protest mod det de opfatter som politisk svigt af naturen og Danmarks biodiversitet - og hun bidrog samtidig til en fællestekst om emnet i Politiken.

Pause

15-15.45: Nordvest og Tingbjerg - fortællinger og modfortællinger. AYDIN SOEI OG LIV NIMAND DUVÅ

Aydin Soei og Liv Nimand Duvå i samtale om Nordvest, Tingbjerg og om, hvad litteraturen kan gøre for bydele, der er fanget i en negativ fortælling.

Sociolog og forfatter Aydin Soei har i sit forfatterskab bl.a. skrevet om unge mænd i udsatte eller stigmatiserede boligområder, og senest har han udarbejdet Nordvestundersøgelsen, der bl.a. viser, at unge i Nordvest opfatter bandeaktivitet blandt jævnaldrende som langt mere almindeligt end det faktisk er. Liv Nimand Duvå fortæller om sin tekst “Fælleshaven” om Tingbjerg fra projektet Modfortællinger (skabt af ATLAS Magasin). Her har en række forfattere besøgt områder fra regeringens ghettoliste i et forsøg på at kaste nyt lys over steder, der ofte er genstand for en ensidig fortælling. Liv Nimand Duvå er desuden aktiv i magasinet visAvis, der skriver om asyl og migration i Danmark.

Pause 

16.15-17.00: Psykiatriens rum. FINE GRÅBØL OG SØREN MAGNUSSEN

Hvad betyder kunst og litteratur for mennesker der er ramt af svær psykisk sygdom? Og er samtalen om kunst en vej til at skabe tryggere og mere omsorgsfulde rum i Københavns psykiatri? Det diskuterer forfatter Fine Gråbøl og projektleder Søren Magnussen i denne samtale.

Fine Gråbøl debuterede i 2021 med Ungeenheden om en gruppe unge på et psykiatrisk bosted i København. Hun er også en af initiativtagerne bag de litterære samtalesaloner Roser på psyk, der afholdes hos Center for Kunst og Mental Sundhed. Roser på psyk vil ”skabe en nuanceret, åben, sårbar og langsom samtale og derigennem åbne en verden som for mange synes lukket.” Søren Magnussen er af mange kendt fra DR-programmet Lys på den lukkede. Han arbejder i det daglige som projektleder i Frirum i Psykiatrien, der skal forbedre livskvaliteten for patienterne på Rigshospitalets lukkede psykiatriske afsnit ved at give dem smukke oplevelser med kunsten, naturen og med hinanden.

Dagens program er gratis, når museumsentréen er betalt på 90 kr.


Tak til Beckett Fonden for støtte til arrangementet.