Thorvaldsens Museum modtager gavmild fondsstøtte til nyt fireårigt udstillings- og formidlingsprogram
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har valgt at støtte Thorvaldsens Museum med 14,2 millioner kroner over de næste fire år. Bevillingen skal bidrage til realiseringen af museets kommende strategi og udstillings- og formidlingsprogram 'Thorvaldsen: fra fortid til samtid'.
Programmet løber fra 2026 til 2030 og omfatter to store internationale udstillinger, fem udstillinger med afsæt i museets samlinger, udstillingsmagasiner og kataloger, samt et ambitiøst arrangements- og formidlingsprogram. Som en del af programmet vil museet i perioden styrke publikumsrejsen og værtskabet, integrere bæredygtighed som et gennemgående kriterium og arbejde målrettet med sanselighed i mødet med publikum. Museet skal desuden arbejde med en række outreach-initiativer, der skal styrke tilgængelighed og mere inkluderende museumsoplevelser.
”Støtten har meget stor betydning for os, fordi den giver os mulighed for at styrke og videreudvikle den strategi, som vi indledte med programmet ’Thorvaldsen i Tiden’, som fonden også bakkede op om. Vi betragter støtten som en stor anerkendelse og er meget taknemmelige for at få mulighed for at fortsætte arbejdet med at gøre museet og kunsten relevant og inspirerende for endnu flere.” udtaler Annette Johansen, museumsdirektør på Thorvaldsens Museum.
'Thorvaldsen: fra fortid til samtid' bygger videre på 'Thorvaldsen i Tiden' (2021–2025), som har skabt stærke forbindelser mellem Thorvaldsens kunst og samtiden gennem en række succesfulde udstillinger og publikationer, et omfattende arrangements- og formidlingsprogram samt ny wayfinding.
Indsatsen har resulteret i øget synlighed og en bredere publikumsprofil, hvor særligt unge mellem 14 og 29 år i højere grad besøger museet. Samtidig har museet oplevet en markant stigning i besøgstallet i programperioden. I 2025 nåede museet sit højeste besøgstal i 25 år.
”Det ambitiøse udstillings- og formidlingsprogram vil i rammerne af den unikke museumsbygning skabe nye forbindelser mellem vores fælles kulturarv og livet i dag. Det vil vi fra fondens side gerne bakke op om, og vi ser frem til fortsat at følge museets arbejde de kommende år.” udtaler Christine Wiberg-Lyng, fondsdirektør i Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Med afsæt i denne positive udvikling vil museet nu videreudvikle formidlingsindsatsen med fokus på tre strategiske indsatsområder: håndværk, demokratisk dannelse og museet som rekreativt rum. Fokusområderne skal forme både udstillinger og arrangementsprogram og skabe nye koblinger mellem fortid og samtid samt bidrage med perspektiver på de udfordringer og muligheder, vi står overfor i dag.
”Vi bygger videre på de formater, der har haft størst gennemslagskraft i perioden 2021–2025, samtidig med at vi styrker programmet med nye strategiske indsatsområder og samarbejder. Programmet skal fastholde kernepublikummets engagement, samtidig med at det skaber mulighed for at engagere nye målgrupper. Det er afgørende, at vi fortsat udvikler museet som en institution, der ser samtiden i øjnene ved at skabe levende forbindelser mellem fortid og nutid.” udtaler Siri Buric, kurator og udstillingsansvarlig.
Yderligere information kan fås hos museumsdirektør Annette Johansen på gx7s@kk.dk eller PR- og kommunikationsansvarlig Anders Eske Laurberg Hansen på yv7v@kk.dk / +45 20300377