WORKSHOP I GIPSERIET: PLANTEINSTALLATION v. kunstner Kigge Hvid
30. & 31. JANUAR, KL. 11.00-13.00 & 14.00-16.00
I denne workshop inviterer kunstner Kigge Hvid dig ind i sin kunstneriske praksis og du får mulighed for at arbejde kunstnerisk med planter og andre organiske materialer. I sit arbejde skaber hun værker, hvor planter, blomster, rødder og andre biomaterialer bliver til kunstneriske fortællinger om natur og biodiversitet.
Med afsæt i museets særudstilling Liv, Længsel og Landskab – Thorvaldsens Malerisamling skal vi undersøge, hvordan naturens materialer, former og strukturer kan inspirere til nye kunstneriske udtryk. Vi eksperimenterer med organiske materialer og skaber vores egne planteinstallationer, hvor materialernes egne former og kvaliteter får lov til at træde frem.
Workshoppen varer to timer og begynder med en kort inspirationstur i udstillingen. Herefter går vi ned i museets værksted, Gipseriet, hvor vi arbejder videre med materialerne og skaber vores egne værker.
Du behøver ingen erfaring, blot lysten til at fordybe dig og skabe et lille værk, som du kan tage med hjem, når workshoppen er slut.
OM UNDERVISEREN
Kigge Mai Hvid er grundlægger af JAstudio. Efter 22 år som administrerende direktør – først som grundlægger af Øksnehallen og senere af verdens største pris for bæredygtigt design – skiftede hun retning og vendte sit fokus mod biodiversitet.
I dag undersøger og formidler Kigge biodiversitet gennem kunsten. Hendes værker skabes af planter, blomster, rødder og andre biomaterialer, hvor naturens egne materialer bliver kunstnerisk udgangspunkt og fortælling.
Kigge har modtaget tre æresdoktorgrader, The Design Leadership Award fra Hong Kong Design Centre og SAR Government samt flere legater fra Statens Kunstfond og Grundfos Fonden. Hendes værker har blandt andet været udstillet på Efterårsudstillingen 2018, Kunsthal Augustiana på Augustenborg Slot, Jordens Hus og Det Grå Fyr.
Læs mere om Kigge Hvid og JA studio her: www.jastudio.dk
Hvor: Bertel Thorvaldsens plads 2, 1213 København
Hvornår: 17.10 & 18.10 kl. 11-13 & kl. 14-16
Hvem: Alle aldre er velkomne. Deltagere under 18 år skal købe en U18-billet og børn skal være ledsaget af mindst én voksen der også skal have gyldig billet til den pågældende workshop.
KØB BILLET HER
Pris: 95 kr. ekskl. entré til museet (110 kr. for voksne og gratis for alle under 18).
Entrébilletten gælder også til Nikolaj Kunsthal og Københavns Museum i 48 timer.
Bemærk: Der kræves entrébillet til museet for at deltage i arrangementet, og den tilkøbes på dagen. Årskortholdere skal naturligvis blot fremvise gyldigt årskort og gyldig billet til den pågældende workshop.
I Gipseriets kunstnerdrevne værksteder møder man kunstneren som underviser og får stillet materiale, værktøjer og kyndig vejledning til rådighed for selv at skabe.
Værkstederne indgår som en del af museets firårige strategi Thorvaldsen: Fra Fortid til Samtid.