da

LÆNGSLER | THORVALDSENS ITALIENSKE MALERIER

 21

. APRIL – 24. OKTOBER 2021

I udstillingen Længsler: Thorvaldsens italienske malerier sætter vi fokus på den samling af italienske kunstneres malerier, som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen erhvervede i Rom. Igennem årene har de italienske malerier ikke fået ret meget opmærksomhed sammenlignet med de danske guldalderværker, der pryder samlingen. Derfor bringer vi dem nu frem i lyset igen, og sætter fokus på både malerierne og kunstnerne bag.

Guldalderen bød på meget mere end de danske kunstnere, vi kender til i dag. I første halvdel af 1800-tallet var Rom en kunstnerisk smeltedigel. De mest talentfulde unge kunstnere fra både Danmark og resten af Europa rejste dertil for at udvikle deres talent i dialog fortidens store mestre. Thorvaldsens malerisamling var et højt agtet sted for malerne at være repræsenteret, og hans samling afspejler både hans kosmopolitiske omgangskreds og hans kendskab til den italienske kunstscene. 

De italienske malerier i Thorvaldsens samling inkluderer både landskaber, genrescener og religiøse værker. Nogle fik han i gave, og andre købte han selv under sit ophold i Rom. De smukke og stemningsfulde malerier giver et indtryk af den italienske ånd, som Thorvaldsen holdt så meget af. Vi undersøger i udstillingen hvad forskellen på italienernes egne skildringer af deres hjemland, og så de danske tilrejsendes var – og hvorfor de italienske værker i så mange år er gået ubemærket hen. Og hvad var det, der gjorde det italienske landskab så attraktivt for mange kunstnere?  

I denne udstilling tager vi Thorvaldsens italienske malerier frem i lyset. Beskueren bliver taget med på en lille rejse igennem et udvalg af værkerne, fra de religiøse motiver til de italienske landskaber og genrescener. Vi præsenterer nogle af de toneangivende italienske kunstnere i samlingen og i løbet af udstillingsperioden vil det desuden være muligt at opleve, hvordan udvalgte malerier får deres oprindelige glød tilbage, når konservatoren arbejder med dem i udstillingens åbne værksted. 


Oplev udstillingen på museets 1. sal. Fra d. 21. april kan du også gå på opdagelse i udstillingen i vores gratis app, og lære mere om både kunstnere og malerier igennem lyd, film, tekst og billeder.