Peter Cornelius’ tegning er en af flere – dog ikke på Thorvaldsens Museum – med motiv fra Shakespeares tragedie Romeo og Julie. Cornelius var født i Düsseldorf og kom til Rom i efteråret 1811. Året før havde en gruppe unge, tyske kunstnere dér slået sig ned i klostret Sant’Isidoro, hvor de i et asketisk, fromt og enkelt broderskab søgte at genoplive middelalderens og den tidlige renæssances religiøse maleri. I bybilledet kendte man dem på deres lange hår og kaldte dem derfor nazarenere (efter Jesus af Nazareth). Cornelius blev dybt fascineret af dette kunstnerfællesskab, men kunne ikke i et og alt leve op til dets høje, etiske fordringer. I 1813 havde han således et forhold til en unge italienerinde, som han måtte gifte sig med, fordi hun blev gravid. Denne tegnings tørre, næsten pedantiske streg er typisk for nazarenerne, men indholdsmæssigt er den atypisk med sit fokus på en kærlighed, der helt evident ikke kun giver sig åndeligt udslag. Se blot den lokkende alkove i halvmørket ude t.v.! Motivet er hentet fra tragediens 3. akt, 5. scene, hvor Julie forsøger at holde sin Romeo tilbage fra det vindue, som han ved daggry anser det for sikrest at forlade hendes jomfrubur igennem før deres hyrdetime bliver opdaget af hendes familie. På kobberstiksamlingen i Hamburg findes en skitse( inv. nr. 1950-95) til tegningen her.
