Til venstre i billedet sidder Apollo og spiller for en lille forsamling af hyrder i antikke klæder. Apollo havde dræbt kykloperne, Jupiters våbensmede, og som straf skulle han i et år vogte den jordiske kong Admetos’ hjord. Apollo underviste i denne periode sine medhyrder i musik og poesi. I den modsatte side af billedet ses Marsyas, der kendes på sine bukkeben og sin fløjte. Han havde udfordret Apollo til musikalsk kappestrid, men tabte, og Apollo besluttede, at han skulle flås levende. Koch lader det i sit billede ikke komme så vidt, men efterlader ingen tvivl om, at Apollo er vinderen, billedets nøglefigur: Alle andre ser i hans retning og himlen åbner sig over hans hoved. Som musicerende repræsenterer de begge kunsten, men satyren Marsyas, der tilhører Dionysos’ følge, står for det driftsbetonede, det vilde, ukonventionelle udtryk, hvorimod Apollo står for det fornuftsbetonede, afbalancerede, idealiserende udtryk. Det er karakteristisk for en klassicist som Koch, at han fokuserer på en mytologisk scene, hvor fornuften sejrer over følelsen, men på en sådan måde at modsætningsforholdet i mellem de to ikke anfægter det arkadiske landskabs grundlæggende harmoni.
Næsten uafbrudt fra 1794 og frem til sin død levede Koch i Rom, hvor han tilhørte kredsen omkring Carstens, Reinhardt og Thorvaldsen. Billedet her er et fuldgyldigt eksempel på Kochs tysk-romerske, heroiske landskabsmaleri.
Thorvaldsen har i relieffet Musernes dans på Helikon, også skildret Apollo, med sin lyre. I en version af dette relief fra 1816 ses den nøgne Apollo med en hånd- og benstilling meget lig Apollos i Kochs maleri. Har Koch således ladet sig inspirere af Thorvaldsen-relieffets Apollo, så fik Thorvaldsen måske omvendt idéen til sit relief Apollo med Hyrderne fra 1837. Sceneriet i dette relief har nemlig mange lighedspunkter med Apollogruppen i Kochs maleri. Men det ville jo heller ikke være så underligt, for i 1837 havde Thorvaldsen allerede haft Kochs billede hængende på sin væg i nogle år.
