I Thorvaldsens kunst forbindes Alexander den Store først og fremmest med den såkaldte Alexanderfrise fra 1812, som skildrer Alexanders indtog i Babylon. Og selvom Alexanderskikkelserne i de to relieffer bestemt har ydre ligheder, er det en helt anden side af Alexanders psyke, vi her møder: I Alexanderfrisen kommer han til Babylon som en fredselskende helt – ja, som en gud; i relieffet her er han fuld og lader sig lokke af sin elskerinde til en frygtelig udåd, nemlig at sætte ild til persernes hovedstad Persepolis. Blandt de andre figurer ses vennen Parmenio, der forsøger at holde ham tilbage og længst til venstre forlader en perser fortvivlet scenen.
