Bg_logo_top

NATURLIGHED

Billedhuggeren Mogens Bøggild

Fra d. 21. marts til d. 1. september 2013

Mogens Bøggild (1901-1987) var det 20. århundredes største, naturalistiske billedhugger i Danmark. Med skitser og modeller til store, offentlige monumenter som Radiofoniskulpturen foran Radiohuset på Rosenørns Allé og Ceresbrønden foran rådhuset i Aarhus, satte en udstilling på Thorvaldsens Museum for første gang spot på Bøggilds offentligt placerede værker.

Bøggild, Radiofoniskulpturen
Mogens Bøggild, Radiofoniskulpturen. Opsat 1950.

Om udstillingen

Udstillingen handlede netop om Bøggilds skulpturer i det offentlige rum: Ceresbrønden i Aarhus, Bjørnebrønden i Nykøbing Falster, Radiofoniskulpturen i København, Hjort og ørne i Hillerød, Ørnebrønden på Sønderborg Slot, og To søstre i Glostrup. Selvfølgelig viste vi ikke værkerne selv. De står, hvor de står, og er tilgængelige for enhver. Det var værkernes tilgrundliggende skitsemateriale i form af tegninger og modeller, som udstillingen lagde frem. Udstillingens målsætning var at komme bag om de færdige skulpturer ved hjælp af skitserne – ned til forudsætningerne og ind til de overvejelser, kunstneren havde gjort sig.

Og skitserne og modellerne var ikke mindre interessante end de færdige værker, da Bøggild havde en forkærlighed for arbejdet med skitsen og processen. Nok var Bøggild længe om at levere de færdige værker, men han var lynhurtig på hænderne, når han modellerede sine skitser. Der var fart over feltet og en tydelig sanselig glæde ved leret som materiale.

Med sit fokus på skitser og modeller havde udstillingen en udvidelse og et efterliv i det offentlige rum. Den spillede sammen med, det der står derude – forholder sig til disse værker. Publikum skulle efter udstillingen ud og se værkerne i virkeligheden! Skitserne og udkastene skulle give en større glæde ved og indsigt i de skulpturer, som mange har lagt mærke til, selvom man måske ikke lige har kendt kunstnerens navn. Det var dét, udstillingen skulle råde bod på.

Et skarpt blik på naturen

Det særlige ved billedhuggeren Mogens Bøggild var, at han satte naturlighed over alt andet. I en tid, hvor kunsten skulle være abstrakt, insisterede han som naturalist på altid at tage udgangspunkt i naturstudiet. Det var Bøggilds opfattelse, at den kunstner, der ikke anerkendte iagttagelsen af naturen som kunstens fundament, løb en stor risiko for at blive overfladisk eller gå i selvsving.

Som oftest hentede Bøggild derfor sine motiver blandt dyrene. Og det er dyrelivets dramatiske sider, der især optog ham samt fastholdelsen af øjeblikket: Den fastholdte bevægelse, når ørnen slog med vingerne, når grisene løb og når hjorten brølede. Men Bøggilds dyremotiver handler alligevel også om mennesker. Det handler om den menneskelige eksistens. Når vi ser Ceresbrønden, også kaldet Grisebrønden, skal vi ikke kun tænke en so med sine unger, vi skal også tænke på en mor med sine børn.

Tak

Udstillingen og udstillingskataloget, der rummede tekster af museumsdirektør Stig Miss, museumsinspektør William Gelius og ph.d. stipendiat ved Aarhus Universitet Rasmus Kjærboe, var støttet af Beckett-Fonden, Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og Hustru, Maleren Gerda Eickhoffs Fond, Knud Højgaards Fond, Oda og Hans Svenningsens Fond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.

Udstillingen var arrangeret af museumsinspektør William Gelius og mag.art. Ulla Norton Kierkgaard.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor