Bg_logo_top

Den franske forbindelse -

100 år med danske arkitekter ved
Den Franske Arkæologiske Skole i Athen

Fra 5. december 2008 til 1. februar 2009

Danske arkitekter har i de seneste årtier høstet stor, international anerkendelse for deres banebrydende, nye bygningsprojekter. Mindre kendt er det epokegørende opmålingsarbejde af arkæologiske lokaliteter i Grækenland, som danske arkitekter har udført for Den Franske Arkæologiske Skole i Athen gennem de sidste 100 år.

Udstillingen “Den franske forbindelse” markerede 100-året for det dansk-franske samarbejde, hvis grundsten blev lagt med arkitekten Gerhardt Poulsens arbejde ved de franske udgravninger på øen Delos i perioden 1908-11. På denne hellige ø, hvor Leto ifølge den græske mytologi fødte Apollon og Artemis, havde franske arkitekter udgravet helligdomme, monumenter og bydele. Men arkæologerne kunne ikke selv foretage de nødvendige opmålinger af udgravningerne, og her kom de danske arkitekter ind i billedet. Deres præcise tegninger og opmålinger dannede grundlag for senere rekonstruktioner af de antikke bygningsværker.

Siden 1908 har 67 arkitekter og arkitektstuderende arbejdet på franske udgravninger over det meste af Grækenland. Hovedvægten har ligget på udgravningerne på Delos og i Delfi, hvor arkitekter som Gerhard Poulsen (1883-1918), Kaj Gottlob (1887-1976), Gregers Algreen-Ussing (f. 1938) og Erik Hansen (f. 1927) har været væsentlige drivkræfter.

Tegninger, fotos og tegnegrej

Gennem arkitekternes originaltegninger, fotos og tegnegrej formidlede udstillingen historien om det dansk-franske samarbejde samt fortællingen om, hvordan de danske arkitekters nøgterne og saglige opmålinger både nationalt og internationalt viste sig skoledannende for registrering af monumenter fra den græske oldtid. Udstillingen dokumenterede således også den stilistiske udvikling, som tegneteknikken har undergået i de sidste 100 år – fra en “malerisk” tegnestil, hvor gengivelser af de bearbejdede overflader var vist med skygger, til en mere nøgtern “steril” tegnestil, hvor kun betydningsfulde iagttagelser blev afbilledet, delvist med anvendelse af signaturer.

Udstillingen blev til i samarbejde med Det Danske Institut i Athen og Den Franske Arkæologiske Skole i Athen, og var tilrettelagt af museumsinspektør Kristine Bøggild Johannsen i samarbejde med arkitekterne Gregers Algreen-Ussing og Erik Hansen.

Udstillingen modtog støtte fra Augustinusfonden, Carlsbergfondet,
Ny Carlsbergfondet og Realdania.

Den franske forbindelse Danske arkitekter på Delos, 1910-1911.

Den franske forbindelse Kreta 1964. En studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole udsætter målepunkter i det minoiske palads i Malia.

Den franske forbindelse Arkitekt Erik Hansen, Delfi 1980.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor