“Af den rette støbning” var opbygget med en installationspræget udstillingsform, der sigtede dels på at give et indtryk af den kompakthed, afstøbningerne må have været opstillet under i Rom, dels på at lade nye sider af selv kendte figurer komme til udtryk gennem overraskende sammenstillinger. Udstillingen var farverig og sanselig, frigjort fra traditionel kronologi og systematik, og forsøgte netop at genskabe den intime oplevelse, det var at træde ind i en privat samlers univers.
Udstillingen var tilrettelagt af museumsdirektør Stig Miss og museumsinspektør Torben Melander i samarbejde med arkitekterne Alexander H. Damsbo og Henrik Ingemann, der også medvirkede ved opbygningen af museets pristildelte udstilling Afmagt i 2002. Den var desuden Thorvaldsens Museums bidrag til Kunstakademiets 250-års jubilæum i år. Museets skoletjeneste tilbød i udstillingsperioden en række undervisningstilbud om emnet.

Fra Thorvaldsens afstøbningssamling.
Fra Thorvaldsens afstøbningssamling.