Dansk Bibliofil-Klubs 75-års jubilæumsudstilling

Fra 16. juni til 30. juli 2017

Carl Elberling, Breve fra en bogelsker, København, Foreningen af Boghaandværk, 1909
Carl Elberling, Breve fra en bogelsker, København, Foreningen af Boghaandværk, 1909

I anledning af Dansk Bibliofil-Klubs 75-års jubilæum har Thorvaldsens Museum inviteret medlemmerne til at vise et udvalg af deres bøger på museet. Dermed får museet også rig mulighed for at vise det bedste fra Bertel Thorvaldsens store og sjældne samling af bøger. Bøger, der ikke så ofte ser dagens lys.

Om udstillingen

Dansk Bibliofil-Klubs jubilæumsudstilling løfter sløret for udvalgte værker fra aktuelle danske bogsamlinger. Udstillingen har tre hovedemner: Bøger fra Bertel Thorvaldsens egen bogsamling, udvalgte titler fra bibliofilernes samlinger med relation til Thorvaldsen og hans tid samt bøger, der på anden vis rummer en god historie. Blandt de sidstnævnte findes f.eks. H. C. Andersens Improvisatoren (1835), Emil Aarestrups Samlede Digte (1877) og den antikke historiker Quintus Curtius Rufus' fortælling om Alexander den Store, skrevet i det 1. århundrede e.Kr. og trykt i ny udgave 1809. Udstillingen rækker dog helt frem til tegneserien og den grafiske roman, som også er repræsenteret.

Giovanni Battista Piranesi, Della magnificenza e d’architettura de’Romani, Roma 1761
Giovanni Battista Piranesi, Della magnificenza e d’architettura de’Romani, Roma 1761

Thorvaldsen som bogsamler

Bertel Thorvaldsen boede og arbejdede i Rom i mere end 40 år. Værelserne i hans store lejlighed i via Sistina blev med tiden så proppede med ler og modeller til hans skulpturer, med malerier, oldsager, medaljer, breve, gipsafstøbninger, grafiske blade og tegninger – i tillæg til bøger, at det ifølge samtidige beskrivelser kunne knibe med at finde en siddeplads. Efter Thorvaldsens død i 1844 overgik samlingerne i deres helhed til Thorvaldsens Museum, der derfor ligger inde med den anselige bogsamling på over 2300 bind.

Thorvaldsen samlede på bøger for at understøtte sit virke som billedhugger. Han læste kun sjældent i traditionel forstand, men han brugte bøgerne som opslagsværker og deres motiver som inspirationkilder til sine værker – især i starten af sin karriere i Rom. Det var meget at hente i mødet med antikkens, renæssancens og samtidens kunst, og bøgerne var én af måderne at tilegne sig ny viden og nye billeder på. Samlingens varierede karakter illustreres af titler, der spænder lige fra samtidens skelsættende kunsthistoriske værker af Johann Joachim Winckelmann og Giovanni Battista Piranesi til Lucien Bonapartes pragtværk om det italienske dyreliv, og vidner om Thorvaldsens vidt forgrenede interesse for kunsten og verden omkring sig.

Om Dansk Bibliofil-Klub

Dansk Bibliofil-Klub blev stiftet d. 16. juni 1942 og har i dag 70 medlemmer. Bøgerne på udstillingen afspejler klubmedlemmernes vidtfavnende interesser, og de områder de i dag samler på. Det er håbet, at udstillingen kan inspirere andre til at få øjnene op for bøgernes fascinerende verden. For den trykte bog er langt fra død så længe bibliofiler og andre boginteresserede finder den personlige glæde og kærlighed til bøgerne, som der ligger i ordet bibliofili.

Udstillingen er kurateret af Dansk Bibliofil-Klub.