Bg_logo_top

Tilbage til Samlingerne

Statuette af en mand med en gris og en frugtskål. Vestgræsk

Statuette af en mand med en gris og en frugtskål.
Vestgræsk, 450 f.Kr.-400 f.Kr.

Brændt ler. 26,9 cm
Inventarnummer: H1033

Stort foto

Statuetten er en votivgave, en ofring til guderne som tak eller som en bøn om hjælp. Den viser en stående ung mand, som holder en gris ved bagbenene og en skål med frugt. Både grise og frugt var typiske ofringer til Demeter, gudinde for menneskets og naturens frugtbarhed. Derfor forestiller statuetten sandsynligvis en Demetertilbeder, som bringer ofringer til gudinden. Figuren tilhører en gruppe terrakottastatuetter i Thorvaldsens antiksamling, som stammer fra den græske koloni Pæstum i Syditalien. Pæstum var et populært udflugtsmål i 1700- og 1800-tallet, og Thorvaldsen selv besøgte stedet i 1804. Om Thorvaldsen anskaffede statuetterne i denne forbindelse, vides ikke. Egentlige udgravninger af området blev først påbegyndt efter 1804, men lokalbefolkningen fandt ofte votivstatuetter, som blev solgt til besøgende og til kunsthandlere over hele Europa. Thorvaldsen kan altså også have købt statuetterne i Rom eller Napoli, hvor de blev udbudt i stort antal.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor