Morbidt er det. I forgrundens ligger en død kvinde med et barn. Der er en ram lugt. Manden holder sig for næsen, i det han forsøger at skubbe hendes barn væk. Skal barnet overleve, må det ikke få kvindens mælk. Men det er modsætningsfuldt, eftersom barnet ligeledes kan have svært ved at overleve uden. Igennem vinduet i venstre side strømmer guddommeligt lys ind i det i øvrigt mørke rum. Har man troen er der håb. Men scenen er kontrastfuld.
Motivet tager sit udgangspunkt i en af Rafaels tegninger, men er også baseret på et litterært forlæg som måske var baseret på en historisk baggrund. I Virgils store digt Aeneiden, fortælles om den ti år lange krig mellem grækere og trojanere; et folkeslag som levede på den asiatiske side af Dardanellerne – tidligere Hellespont. Aeneiden fortæller, hvordan de overlevende trojanere med stor dygtighed havde tilpasset sig sine nye omgivelser. De var netop gået i gang med at bygge byen Pergamea. ”…da pludselig luften forpestes, gruelig snigende sot greb både menneskers kroppe, træernes løv og sæden på marken med dødelig misvækst.” Da Rafael tegnede Pesten i Frygien, ca. 1512, og de øvrige tegninger som Marcantonio Raimondi også har inddraget som forlæg for sit kobberstik, var pest en endnu uopdyrket genre i billedkunsten. Rafaels tegninger blev forbillede for blandt andre Raimondi. Og den popularitet pest-scener opnåede i de følgende århundreder skyldtes muligvis, at mange kunne genkende deres egne oplevelser under de tilbagevendende pestudbrud.
