I den romerske mytologi optræder Jupiter som den græske gud Zeus’ modstykke. I en omfavnelse af uendelige dimensioner undfangede Uranus (himlen) og Gaia (jorden) tolv Titaner; en af dem var Kronos. Længe havde Kronos verdensherredømmet. Men det varede ikke evigt. Og med Kronos’ og dermed også Titanernes fald, overtog Zeus verdensherredømmet. Han bosatte sig på Olympen i Thessalien. Som verdenshersker kunne han fra dette høje bjerg skue ud over hele verden. Han herskede også over himlen. Og når han tordnede ud fra Olympen som vejrgud, kunne han komme vidt omkring. Bemærk lynilden – et knippe af flammer – som Zeus holder i hånden på Giovanni Jacopo Caraglios kobberstik. Ørnen dukker op i fortællingen om Zeus allerede på det sted, hvor Zeus er ved at gå i kamp mod Titanerne. Det var ved den lejlighed at ørnen kom flyvende imod ham. Og den spåede endda Zeus sejr. Derefter var ørnen Zeus’ faste følgesvend. På kobberstikket ses Zeus ridende på ørnen. Men i andre tilfælde kan Zeus’ ørn ligeså gerne optræde alene, enten som Zeus’ sendebud eller som en personifikation af Zeus selv. Og også blandt Thorvaldsens romersk-mytologiske univers er der eksempler på Jupiters ørn i rollen som en personifikation af Jupiter.
