Bg_logo_top

Tilbage til Samlingerne

Folkeliv ved havnen i Palermo
Martinus Rørbye[+]

Folkeliv ved havnen i Palermo, 1844

Olie på lærred. 83,7 x 125,5 cm
Inventarnummer: B287

Stort foto

Morgensolen lyser over den allerede travle havneplads. Rejsende og handlende tager så småt fat på dagens opgaver. Mange har gennem tiden undret sig over den hætteklædte forsamling. Der er formentlig tale om et broderskab, der i et eller andet godgørende øjemed var tilknyttet kirken og ved årligt tilbagevendende lejligheder gik i procession i gennem byen. Sådanne broderskaber, bestående af en kreds af byens borgere, har en lang historie i Italien og eksisterer den dag i dag.

Den berejste Rørbye var to gange i Italien, 1834-37 og igen 1839-41, og atelierbilledet her er sammenstykket af studier fra begge rejser. Billedet blev til på Thorvaldsens bestilling og besigtigedes under tilblivelsen i atelieret i København af den gamle billedhugger så sent som på dennes dødsdag d. 24. marts 1844. Da billedet senere samme år udstilledes på Charlottenborg lød titlen i kataloget: En Morgen paa Piazza marina i Palermo, til höire Kirken St. Maria della Catena, i Baggrunden Havnen og Monte Pellegrino, paa Pladsen Scener af Folkelivet i Syden.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor