Spring navigation over
En romersk gadeskriver skriver et brev for en ung pige, B267

Forklaring

  • Gadeskriveren har slået sig ned i Via Tor de’ Conti lige uden for Forum Romanum. I baggrunden ses porten ind til Augustus’ Forum, den såkaldte Arco dei Pantini og søjlerne bag tilhører Mars Ultors tempel. Billedet af skriveren, der skriver et brev for en ung pige, handler om kærlighed: Det fremgår af de to duer, der sidder i den søjlebårne bue til venstre. Sådan et duepar lagde Thorvaldsen også i krigsguden Mars’ hjelm ved fødderne af sin Triumferende Amor fra 1823. Men også andre detaljer i maleriet fortæller om kærligheden eller snarere kærlighedens følger: den gravide kvinde med pigen ved hånden til højre i billedet og kvinden med børnene til venstre i billedet. Og så kan man på brevet, som den forelskede pige dikterer, læse de tre første ord: “Mio caro Ernesto” (= “Min kære Ernst”). Efter mange år i Italien kaldte Ernst Meyer sig netop ofte for “Ernesto”. Meyer har altså moret sig med at digte sig selv ind i billedet – in absentia om man så kan sige. Han er den hun længes efter. Den i Altona fødte Meyer var kommet til Rom i 1824 og blev der resten af livet – kun afbrudt af sommerophold i Olevano, Amalfi og andre landlige, italienske idyller samt rejser til bl. a. København, hvor han havde gået på kunstakademiet, og til Tyskland.