Bg_logo_top

Tilbage til Samlingerne

Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften
Wilhelm Marstrand[+]

Lystighed udenfor Roms mure på en oktoberaften, 1839

Olie på lærred. 90,9 x 123,0 cm
Inventarnummer: B258

Værker, der har forbindelse til dette værk: Marstrand, Italienerinde, olie på papir, Hirschsprungs Samling, København, inv.nr. 294. Marstrand, Dansende italienerinde, olie på papir, Hirschsprungs Samling, København, inv.nr. 293

Stort foto
Læs om værket i Brevarkivet
Se værket i Tilbygningen

Marstrand (1810-1873) var elev af Eckersberg. Foruden folkelivsskildringen dyrkede Eckersberg mange forskellige emnekredse, men for Marstrand blev skildringen af folkelivet hovedsagen. I 1836 muliggjorde et stipendium fra Fonden ad usus publicos en rejse ned igennem Europa til Italien og Rom. Lystighed udenfor Roms mure en oktoberaften blev denne hans første italiensrejses hovedværk. Og man forstår umiddelbart, at Thorvaldsen købte billedet til sin samling. Der ligger imidlertid også en hilsen til den gamle billedhugger gemt i den sammensatte komposition: Til venstre, hvor mørket har sænket sig bærer et par bipersoner, en mand og en kvinde, hver sit sovende barn hjem fra festen og et par ugler anes på baggrund af Roms bymure. Således henviser Marstrand her antydningsvis til Thorvaldsens relief Natten med den svævende kvinde med de to børn og uglen. Og til højre i billedet vender en kvinde sig imod en fakkel, således som det også finder sted i Thorvaldsens relief Dagen. Med den lange, guirlande af dansende, der snor sig fra kroen i højre side af billedet til Roms mure i venstre side, knytter Marstrand således modsætningerne sammen: nat og dag, mørke og lys, by og land.