Bg_logo_top

Tilbage til Samlingerne

Heroisk landskab med Hagar og Ismaël (?)
Christian Gottlieb Schick[+]

Heroisk landskab med Hagar og Ismaël (?), 1809-1810

Olie på lærred. 87,6 x 116,4 cm
Inventarnummer: B157

Stort foto

Den litterære baggrund for scenen her er formentlig den gammeltestamentlige beretning om den ufrugtbare Sara, der lod sin ægyptiske slavinde Hagar føde en søn til sin mand Abraham. Sønnen Ismael kommer til verden, men da Sara senere mod forventning får sønnen Isak, overtaler hun Abraham til at bortvise Hagar og Ismael. Det er måske mor og søn på vej væk fra Abraham og Saras hjem, vi kan se i maleriet. Med sig får de mad og drikke, men i ørkenen slipper det op, og de ville være døde af tørst, hvis ikke en engel havde grebet hjælpende ind. De overlever og Hagar bliver med sønnen Ismael stammoder til de arabiske folk.

Overalt i billedet får vi et forvarsler om Hagar og Ismaels ørkenvandring. På deres vej væk fra Abrahams hus passerer de først to kvinder, der bærer vand fra brønden, dernæst en brusende bæk og sluttelig en vandringsmand i færd med at drikke af sin vandpose.

Dette er et af Schicks tidligste egenhændige forsøg inden for landskabsfaget, muligvis malet til Thorvaldsen som pendant til Heroisk landskab med Ruth og Boas, hvorfor det må være malet umiddelbart efter dette. Af helbredsmæssige grunde forlod Schick Rom i efteråret 1811 og døde hen imod jul.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor