Billedet er en gendigtning af Rafaels Gravlæggelse fra 1507 på Galleria Borghese i Rom. Rafael blev anset for alle tiders største kunstner, men Cornelius, der ankom til Rom i 1811 og tilsluttede sig Overbeck og Nazarenerne, var dog opmærksom på, at selv den uforlignelige Rafaels kunst måske ikke i et og alt levede op til de fromhedskrav, som havde været gældende i middelalderen og som Nazarenerne arbejdede for genoplivningen af. Hvor Rafaels fremstilling er nærmest heroisk handlingsbetonet, lader Cornelius en enkel, stille sorg sænke sig over sceneriet.
Cornelius var født i Düsseldorf og forlod Rom i 1819, fordi han var blevet udnævnt til direktør for kunstakademiet i sin fødeby. Samtidig fik han af kronprins Ludwig af Bayern til opgave at udsmykke Glyptoteket i München og i 1824 udnævntes han til direktør for akademiet dér. Hans betydning for tysk malerkunst i det 19. århundrede blev enorm.
