Thorvaldsen har valgt at skildre sig selv i en arbejdssituation. Vi ser ham i færd med at færdiggøre Håbets Gudinde, som han støtter sig til. Men lige nu holder han en pause med sænkede redskaber. Og så har han vendt sig bort fra statuen. Vi kan ikke vide, hvad han ser på, men har selvfølgelig lov til at gætte. Måske er han et kort øjeblik blevet i tvivl om, hvordan en detalje skal hugges. Det kan være, at han helt konkret studerer gipsforlægget til gudinden for at finde svar på sit tvivlsspørgsmål. Det kan også være, at han mere overordnet forsøger at fremkalde forestillingen om Håbets Gudinde for sit indre øje. I hvert fald er hans blik så koncentreret, at han kommer til at fremstå sammenbidt, næsten bister. Men det er snarere udtryk for den alvor, hvormed han selv så på sit kunstneriske virke, og den alvor, med hvilken han håbede, at eftertiden ville betragte hans værk og forvalte eftermæle.