Bg_logo_top

Ny særudstilling "Mosaikker fra Ravenna"

Pressemeddelelse 5. maj 2008

Ny særudstilling på Thorvaldsens Museum ”Mosaikker fra Ravenna”
Fra 8. maj til 29. juni 2008

Kom helt tæt på de verdensberømte mosaikker fra Ravennas legendariske kirker, når Thorvaldsens Museum i en ny udstilling viser et stort udvalg af kopier af mosaikkerne.

Verdens kulturskatte

Den italienske by Ravenna er berømt for sine utrolige kirker og mosaikker fra det 5. og 6. årh. Byen var i disse århundreder politisk og religiøst centrum i det vestromerske rige, og i dag er 7 af byens kirker og dåbskapeller på UNESCO’s liste over verdens vigtigste kulturskatte.

Udstillingen er en chance!

De originale mosaikker er placeret højt på kirkernes mure og hvælv, og da mosaikkerne på Thorvaldsens Museum er kommet ned i øjenhøjde, kan de på udstillingen studeres på helt nært hold i al deres prægtige farve- og detaljerigdom. Mosaikkerne skildrer dyr og planter, scener fra Det Gamle og Det Nye Testamente, og de portrætterer tidens berømte regentpar kejser Justinian og kejserinde Theodora og deres hoffolk.

En verdenssucces

De udstillede kopier stammer fra 1950’erne, hvor byens kunstakademi, set i lyset af ødelæggelserne under 2. verdenskrig, udførte en række nøjagtige kopier af de kunstnerisk mest værdifulde af mosaikkerne. Og med nøjagtig menes virkelig nøjagtig, idet kopierne er udført med samme slags mosaikstifter og med præcis samme teknik som de senantikke mosaikker. Disse mosaikker har med stor succes turneret verden rundt, og kan nu ses på Thorvaldsens Museum takket være et samarbejde med Det Italienske Kulturinstitut i København. Udstillingen indleder den række af begivenheder, der i løbet af året vil markere instituttets 50-års jubilæum.

For yderligere information kontakt museumsinspektør William Gelius, museumsdirektør Stig Miss eller undertegnede på telefonnummer 33 32 15 32.

Med venlig hilsen
Bettina Weiland
Informationsmedarbejder
Thorvaldsens Museum
E-mail

Download pressefotos

Ravenna
Kejser Justinian i San Vitale Basilikaen.
Hent foto

Ravenna
Kejserinde Theodora i San Vitale Basilikaen
Hent foto

Ravenna
Hejre og skildpadde i San Vitale Basilikaen.
Hent foto

Pressefotos fra aktuelle udstillinger er til fri redaktionel brug i forbindelse med omtale af udstillingen.
Pressefotos skal akkrediteres Thorvaldsens Museum, hvor ikke andet er angivet.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor