Pressemeddelelse 26. september 2008
Slotsholmen er øen omkring Christiansborg, og den er sprængfyldt med kulturskatte af alle slags. I efterårsferien kan alle børn gå på opdagelse blandt de mange kulturskatte, når Slotsholmens museer afholder en skattejagt, der bringer alle ud på opdagelse i kendte og ukendte hjørner af den lille ø midt i København. Skattejagten er fyldt med sjove opgaver, og kan du løse dem rigtigt, har du mulighed for at vinde spændende præmier fra museerne. Hent skattejagten her: Dansk Jødisk Museum, De Kongelige Repræsentationslokaler, Ruinerne under Christiansborg, Teatermuseet, Thorvaldsens Museum og Tøjhusmuseet.
På vej rundt på Slotsholmen er der masser af muligheder for at få nye, spændende oplevelser. På Tøjhusmuseet er der middelaldermarked med masser af boder, gøglere og musikanter samt prøv-selv-aktiviteter som bueskydning og fægtetræning. Og du kan tage med tilbage til korstogenes tid, når Tempelridderne og Johanniterne dyster i en ny storslået ridderturnering.
På Thorvaldsens Museum kan du slippe din indre billedhugger løs, når vi ruller et ton ler ind i museets forhal og giver kreativiteten frit spil. Du kan også lære at tegne af professionelle kunstnere eller høre fortællinger om Thorvaldsens skulpturer.
Under Christiansborg ligger de hemmelighedsfuld ruiner af Biskop Absalons borg. Her kan du gå på jagt efter Absalons hemmelighed bevæbnet med skattekort og lommelygte. Eller du kan tage på en omvisning for børn og høre de spændende fortællinger om Biskop Absalon og kongedatteren Leonora Christina.
Oppe på selve Christiansborg kan du gå med på omvisning for børn i Dronningens prægtige sale, og få fortalt nogle af de mange spændende beretninger, der er vist på gobelinerne i Riddersalen. Og du kan tage på safari og gå på jagt efter de vilde dyr, fabeldyr og kæledyr, der findes gemt overalt på slottet.
Rigtige heste kan du også se på Slotsholmen. De Kongelige Stalde holder nemlig særåbent i efterårsferien, og her kan du både se kongehusets smukke heste og et udvalg af de pragtfulde kareter. Gå med på en omvisning for børn og voksne, og få fortalt om både heste og kareter.
Oven over staldene ligger Teatermuseet i det gamle Hofteater. Prøv selv at stå på scenens skrå brædder, eller følg med på en familieomvisning, hvor der fortælles om Hofteatrets historie, om konger, dronninger, prinser og prinsesser samt store skuespillere og sjove maskiner.
Og på Dansk Jødisk Museum kan du opleve danske jøders liv gennem 400 år i et rum med spændende skæve vinkler.
Børn har gratis adgang på næsten alle museerne. Til visse arrangementer skal der betales særlig entré.
Læs mere på www.oplevslotsholmen.dk og på de enkelte kulturinstitutioners hjemmesider.
For yderligere information kontakt: Kulturmedarbejder Mikael Nielsen, Christiansborg Slotsforvaltning, mir@ses.dk, tlf. 25 64 02 13, eller de enkelte kulturinstitutioner.
Thorvaldses Museum: Kontakt informationsmedarbejder Bettina Weiland på tlf. 33321532 eller e-mail.
Tag på skattejagt på Slotsholmen.
Hent foto
Leg med ler i museets store forhal.
Foto: Helle Nanny Brendstrup
Hent foto
Mød os på
Facebook Instagram Trip Advisor