Pressemeddelelse 25. september 2008
Et besøg på Thorvaldsens Museum er en oplevelse, der taler til sanserne. Den karakteristiske og farvestærke museumsbygning er en spændende forening af Bindesbølls arkitektur og Thorvaldsens skulptur.
Thorvaldsens Museum åbnede i 1848, og overalt i museet har museets arkitekt M.G. Bindesbøll bestræbt sig på at skabe variation. Gulvenes mosaikker skifter fra rum til rum. Væggenes farver skifter indenfor en farveskala af grønne, røde og gule nuancer. Alle museets lofter er udsmykket forskelligt, inspireret af datidens udgravninger i Rom, Pompeji eller Herculanum.
Bindesbøll gav museet en gul farve, og dermed skilte museet sig markant ud fra de farveløse bygninger, der ellers fandtes i guldalderens København. På facaderne blev udført en mægtig billedfrise, der beskriver Thorvaldsens hjemkomst fra Rom til København.På frisen ser man Thorvaldsen blive hilst velkommen af kendte københavnere. H.C. Andersen hilser med sin høje hat og arkitekt Bindesbøll er også med. Desuden viser frisen, hvordan mange af Thorvaldsens værker bliver båret ind på hans museum.
Temaet for Arkitekturens Dag 2008 er ”Åbne døre” . Akademisk Arkitektforening har samlet trådene og har i samarbejde med museer, kulturinstitutioner, kommuner og tegnestuer sammensat et bredt program spækket med arkitekturarrangementer fra Nordjylland til Nørrebro. Læs mere på http://www.arkitekturensdag.dk
Kontakt Informationsmedarbejder Bettina Weiland for oplysninger om arrangementet på Thorvaldsens Museum på telefonnummer 33 32 15 32 eller pr. e-mail.
Thorvaldsens Museum, 1. sal.
Foto: Ole Woldbye.
Hent pressefoto
Mød os på
Facebook Instagram Trip Advisor