Søndag d. 7., 14., 21. og 28. november 2010 kl. 10.30-12.15
Pressemeddelelse 27. oktober 2010
Copenhagen Jazz Festival og Thorvaldsens Museum har sammensat et særligt program fordelt på fire søndage i november måned, hvor efteråret for alvor træder i karakter, og hvor man trænger til at forkæle sig selv. Årets musikalske program er en hyldest til og nytolkning af udvalgte jazzalbums, som alle på hver deres måde indtager en særlig position i jazzens musikalske udvikling, og som har sat et permanent aftryk i jazzens historie.
Med andre ord kan man være sikker på en unik, musikalsk oplevelse, hvis man tilbringer en eller flere novembersøndage på Thorvaldsens Museum. Der lægges ud med et spændende møde mellem to af Danmarks til dato måske allerbedste guitarister, Jakob Bro og Jacob Fischer, der tager udgangspunkt i et berømt duoalbum med Jim Hall og Pat Metheny. Ugen efter kan man tage et smut til Argentina ved hjælp af Astor Piazzolla og hans lidenskabsmættede musikalske univers, fortolket af pianisten og bandoneón-eksperten Paolo Russo.
Overskriften på tredje søndag er ”You Must Believe In Spring” – en vigtig pointe i efteråret og samtidig titlen på et af Bill Evans’ mest berømmede albums, som indeholder noget af det smukkeste bas/klaver-interaktion i jazzhistorien. En tung arv at give sig i kast med, men bassisten Jens Skou Olsen og pianisten Nikolaj Hess har både modet og evnerne. På den sidste novembersøndag på Thorvaldsens Museum vil pianisten og Erroll Garner-eksperten Henrik Gunde og bassisten Nicolas Kock give sig i kast med en berømt 55 år gammel liveindspilning fra byen Carmel i Californien, som er en hjørnesten i Erroll Garners produktion.
7. november: Jakob Bro (guitar) & Jacob Fischer (guitar) spiller
Pat Metheny & Jim Hall
14. november: Paolo Russo (bandoneón, piano) spiller
Astor Piazzolla: ”Libertango”
21. november: Nikolaj Hess (piano) & Jens Skou Olsen (bas) spiller
Bill Evans: ”You Must Believe In Spring”
28. november: Henrik Gunde (piano) & Nicolas Kock (bas) spiller
Erroll Garner: ”Concert By The Sea”
Læs mere om programmet og musikerne her: http://www.thorvaldsensmuseum.dk/nyheder/det_sker/jazzbrunch2010
Billetter sælges via BILLETnet eller posthuset. Pris: 130 kr. inkl. entré til museet (ekskl. BILLETnet-gebyr). Det er desværre ikke muligt at købe billetter på museet. Brunchen leveres af Finn Hurtigkarl og serveres fra kl. 10.30. Det er desværre ikke muligt at bestille bord.
Informationsmedarbejder Bettina Weiland, tlf. 33 32 15 32,
e-mail: bettina.weiland@thorvaldsensmuseum.dk
7. november: Jakob Bro (guitar) &
Jacob Fischer (guitar) spiller Pat Metheny
& Jim Hall. Download foto.

14. november: Paolo Russo (bandoneón, piano) spiller Astor Piazzolla: ”Libertango”. Download foto.
21. november: Nikolaj Hess (piano) &
Jens Skou Olsen (bass) spiller Bill Evans:
”You Must Believe In Spring”. Download foto.
28. november: Henrik Gunde (piano) & Nicolas Kock (bass) spiller Erroll Garner: ”Concert By The Sea”. Foto: Klaus Junker.
Download foto.
Pressefotos er til fri redaktionel brug i forbindelse med omtale af arrangementerne. Pressefotos skal akkrediteres Thorvaldsens Museum, hvor ikke andet er angivet.