Bg_logo_top

Ny entré på Thorvaldsens Museum

Pressemeddelelse 22. december 2010

Thorvaldsens Museum hæver per 1. januar 2011 entréen til
40 kr. Museet har i snart 20 år haft uændret entré på 20 kr., men nu er det desværre nødvendigt at hæve entréen for et besøg på Thorvaldsens Museum – Danmarks første museumsbygning for landets mest kendte billedhugger. Museet beholder dog onsdag som gratis-dag.

Ny entré per 1. januar 2011:

Voksne: 40 kr.
Børn og unge under 18 år: gratis
Pensionister: 30 kr.
Årskort: 120 kr.
Gratis adgang til museet på onsdage

Thorvaldsens Museum – Danmarks første museumsbygning

Thorvaldsens Museum er kendt for sin enestående arkitektur og ikke mindst for originalmodellerne til de mange skulpturer, som blev udført af Danmarks nationalt og internationalt bedst kendte kunstner, Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Desuden rummer museet Thorvaldsens omfattende samlinger af malerier, tegninger, antikke genstande m.m.

Museet åbnede i 1848 – året før grundlovens indførsel – som landets første museumsbygning og placerer sig dermed midt i det demokratiske Danmarks fremvækst i 1800-tallet. Formanden for Københavns Borgerrepræsentation sagde ved åbningen af museet den 17. september 1848, at man nu håbede på, at den tid var forbi, ”da kunsten måtte søge sin eneste beskyttelse i kongernes sale, og at med det vågnende folkeliv også sandsen er vakt for de højere goder, som i kunst og videnskab forskønne og forædle livet”. Københavns Kommunes tilskud til bygningen af Thorvaldsens Museum var den første kulturpolitiske beslutning, der blev truffet i det nye bystyre på dette tidspunkt, hvor enevælden var under afvikling.

Og Thorvaldsens Museum har igennem alle årene søgt at bidrage netop til dette: At et besøg på museet kunne give en større indsigt, et rigere liv og ”en sands for de højere goder”, som det blev udtrykt. Og museet skal være for alle. Netop derved kan museet bidrage til det demokratiske projekt – også i vore dage, hvor begrebet ”medborgerskab” er centralt for museets arbejde.

Men der har også været opkrævet entré på museet igennem alle årene, bortset fra en periode fra midten af 1970’erne til starten af 1990’erne, hvor der var gratis adgang til museet. Og allerhelst ville museet naturligvis gerne kunne tilbyde sine gæster gratis adgang, men det tillader de økonomiske vilkår desværre ikke.

Yderligere information kontakt:

Museumsdirektør Stig Miss eller undertegnede på tlf. 33 32 15 32.

Informationsmedarbejder Bettina Weiland, tlf. 33 32 15 32,
e-mail: bettina.weiland@thorvaldsensmuseum.dk

Download pressefotos

Pressefoto
Thorvaldsens Museum set fra Bertel Thorvaldsens Plads. Foto: Ole Haupt.
Download foto.

Pressefotos er til fri redaktionel brug i forbindelse med omtale af museet. Pressefotos skal akkrediteres Thorvaldsens Museum, hvor ikke andet er angivet.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor