
Bertel Thorvaldsen: Diomedes bortfører Palladiet, ca 1804. Thorvaldsens Museum. Tegningen er med på udstillingen i Moskva.
Dansk guldalderkunst har i de senere år været genstand for flere større udstillinger i udlandet. Sidste år var det nationalgallerierne i England og Skotland, som i forbindelse med 200-året for Christen Købkes fødsel viste en retrospektiv udstilling om kunstneren i samarbejde med Statens Museum for Kunst. Nu har det russiske publikum mulighed for en bredere introduktion til denne florissante periode, hvor dansk kunst fik sit eget særpræg.
Særligt Thorvaldsen er en kendt skikkelse i russisk kunsthistorie. Han portrætterede bl.a. tzar Alexander I og skabte en række skulpturer og portrætter på bestilling fra russiske fyrster og grever. Puskin Museum i Moskva råder selv over en skulptur af fyrstinde Barjatinskaja, som indgår i udstillingen.
Udstillingen “Danske Mestre 1800-1850” på Puskin Museum åbner den 6. september i anledning af dronningens statsbesøg i Rusland og er arrangeret i nært samarbejde med Thorvaldsens Museum og Statens Museum for Kunst. De i alt 62 værker af bl.a. Thorvaldsen, Eckersberg, Rørbye, Bendz, Skovgaard og Lundbye præsenteres i emner, der afspejler de vigtigste motivkredse i den danske guldalderkunst. Det danske regentpar overværer åbningen af udstillingen, som vises frem til 6. november.
Samarbejdet mellem de danske museer og Puskin Museum er opstået som et resultat af det russiske museums besøg i Danmark i foråret 2011 foranlediget af Kunststyrelsen. Med den russiske bevågenhed omkring Thorvaldsen, Eckersberg og co. følges der op på interessen for dansk kunst i udlandet med de seneste års udstillinger med Abildgaard, Eckersberg, Hammershøi, Willumsen og senest Købke.