Bg_logo_top
14.12.2011

Ny stor bog fra Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum har netop udgivet bogen ”Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 2011”. I denne rigt illustrerede publikation er samlet en række aktuelle forsknings- og formidlingsartikler med hovedvægt på det store restaureringsarbejde, der er udført på museets facader i de seneste 10 år.

Restaurering_af_sonnes_frise_nettet

Rensning og restaurering af Sonnes frise på museets facader.
Foto: Bo Kierkegaard Aps.

Istandsættelsen af museets facader

Thorvaldsens Museum er et af de vigtigste monumenter i dansk arkitekturhistorie. Og i maleren Jørgen Sonnes billedfrise på museets facader udspiller der sig historiske scener for alle, der passerer museet: Danmarks mest berømte kunstner Bertel Thorvaldsen kom i 1838 tilbage til København efter et langt liv i Rom, og han blev modtaget under stor hyldest af en broget forsamling af byens borgere. Det vises på frisen mod Frederiksholms Kanal. Mod Christiansborg Slot vises hvordan Thorvaldsens værker bæres ind i deres nye hjem – Thorvaldsens Museum.

Sonnes frise rundt om tre af siderne af Thorvaldsens Museum er enestående i dansk kunst i sin blanding af skildring af øjeblikket – af en bestemt begivenhed i historien – og ved sin politiske karakter, med fremhævelse af det nye, toneangivende borgerskab i Danmark. Men frisens malerier blev ret hurtigt efter tilblivelsen gradvist ødelagt af vind og vejr, og i 1950’erne blev frisen fuldstændigt fornyet under kunstneren Axel Saltos ledelse. Men vejr, vind og forurening har siden 1950’erne gjort frisen og museets facader snavsede. I perioden 2001-2008 blev facaderne derfor restaureret, renset og konsolideret. Arbejdet var støttet af Fonden Realdania samt af Københavns Kommune, og den seneste restaurering er et væsentligt kapitel i historien om det enorme vedligeholdelsesarbejde, der har pågået, lige siden museet åbnede i 1848. Det sætter ”Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 2011” fokus på i en række artikler om bl.a. selve frisen og om restaureringstekniske overvejelser ved arbejdet.

Ny viden om Thorvaldsen, hans kunst og samlinger

I bogen kan man også læse om to af Thorvaldsens mest elskede motiver, reliefferne Natten og Dagen, og om det efterliv de fik i den danske litteratur hos Oehlenschläger, Ingemann, Hertz, Winther, Brandes og Drachmann m.fl. Og bogen beretter om et formidlingseksperiment på museet, der gjorde antikken nærværende for gymnasieelever, og om den internationalt anerkendte kunstnerduo Elmgreen & Dragsets skæve og veloplagte nysyn på Thorvaldsen i dag. Desuden forsøger en artikel i bogen at afdække, om en kanon – et styrende målforhold – kan konstateres i Thorvaldsens skulptur af Jason med det gyldne Skind.

Meddelelser fra Thorvaldsens Museum er udkommet med uregelmæssige mellemrum siden 1917, og den samlede tidsskriftrække er et grundlæggende arkiv over en mængde grundforskning og forskningsformidling om Thorvaldsen, hans kunst og hans tid.

Bogen er udgivet med støtte af Fonden Realdania, og de 165 tætpakkede og rigt illustrerede sider kan derfor erhverves for kun 198 kr. på Thorvaldsens Museum.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor