Bg_logo_top
12.02.2010

4000 m2 lofter renses og restaureres!

Nu renser og restaurerer vi museets fantastisk udsmykkede lofter. Der bliver kun opstillet stillads i to rum ad gangen, så publikum stadig kan se lofterne, mens processen løbende finder sted over de næste fire år.

Rum_21

Loftet i Rum 21.

4000 m2 lofter udsmykket af Thorvaldsens yngre kolleger

Lofternes udsmykning er det største pompejansk inspirerede udsmykningsprogram i Nordeuropa og omfatter næsten 4000 m2. Udsmykningen blev udført samtidig med museets opførelse fra 1839 til 1848, og den strækker sig over alle lofter i museets stueetage og 1. sal – i alt mere end 40 rum samt korridorer og trapperum. Udsmykningen blev udført af et hold på over 40 fortrinsvis yngre kunstnere, både malere, billedhuggere og stukkatører. Mange af dem var stadig elever på Kunstakademiet i København, mens de arbejdede på museet.

Thorvaldsens Museum vil være åbent og tilgængeligt for publikum i museets åbningstid i hele perioden.

Donation på 9 millioner kr.

Rensningen og restaureringen er muliggjort af en donation på hele 9 millioner kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Arbejdet udføres for museets ejer Københavns Kommune ved Københavns Ejendomme og forestås af arkitekt Charlotte Felding og konserveringsfirmaet
Bo Kierkegaard ApS.

Der er i disse dage opstillet stillads i rum 8 med skulpturen Håbets gudinde og rum 9 med skulpturen Vulkan. Disse skulpturer er dækket til af sikkerhedsmæssige årsager og kan derfor ikke ses.

Mød os på

Facebook Instagram Trip Advisor