Museumsbygningen

Thorvaldsens Museum er Danmarks første museumsbygning. Og siden åbningen i 1848 har museet budt på kunst- og arkitekturoplevelser i verdensklasse.

En fin kontrast til det pulserende storbyliv

Thorvaldsens Museum ligger i centrum af København og er én af landets smukkeste bygninger. At besøge det gule bygningsværk ved Slotsholmen er som at træde ind i en anden verden. For museet ser stort set ud som da det åbnede den 18. september 1848 og står derfor i ganske stor kontrast til Københavns pulserende storbyliv.

En vandring gennem museet byder på et sandt farveorgie af stærkt farvede vægge, rigt dekorerede lofter og mosaikgulve, der alle har Bertel Thorvaldsens marmor- og gipsskulpturer som det naturlige centrum.

Museets arkitektur

Thorvaldsens Museum er specifikt bygget til at huse værker af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Thorvaldsen rejste i 1796 som ung kunstner til Rom, hvor han levede det meste af sit liv, indtil han i 1838 vendte tilbage til sin fødeby København som verdensberømt kunstner.

Arkitekten, Michael Gottlieb Bindesbøll (1800-1856), havde ligesom Thorvaldsen vundet Kunstakademiets stipendium, og rejste til Grækenland og Rom, hvor han blev ven med Thorvaldsen. Bindesbøll blev inspireret af de mønstre og farver, man fandt ved datidens udgravninger af de antikke italienske byer Pompeji og Herculanum, og som blev populære på Thorvaldsens tid. Denne inspiration lå til grund for de forslag, han under sit ophold udarbejdede til et kommende Thorvaldsens Museum.

Bindesbøll kom ofte i Thorvaldsens værksteder og lod sig her inspirere af det skrå, højtsiddende lysindfald, der var i billedhuggerens værksteder. Det blev sammen med de stærke farver karakteristisk for lyset i Thorvaldsens Museum. Når lyset strømmer ind ad museets højtsiddende, atelierlignende vinduer, skaber det forskellige stemninger i forhold til skulpturernes og arkitekturens mange farver, alt efter hvilket tidspunkt på dagen eller hvilken årstid, du besøger museet. Det gør hvert eneste besøg på museet til noget særligt.

Danmarks første museumsbygning

Thorvaldsens Museum blev bygget fra 1839-1848 og er Danmarks første museumsbygning. Mens Thorvaldsen blev en berømt kunstner i Rom, steg ønsket hjemme i Danmark om, at der blev bygget et museum for ham. Thorvaldsen testamenterede alt, hvad han ejede, til byen København, og med bidrag fra en landsindsamling, fra kongerne Frederik 6 og Christian 8 samt ikke mindst fra Københavns bystyre lykkedes det at få opført museet. Thorvaldsen selv døde i 1844 og nåede således at se store dele af museet færdigt.

Sæt dig på bænkene i de små rum og nyd stemningen, eller tag et hvil i museets gård, hvor 1800-tallets kunstnere har skabt en fredfyldt ramme omkring Thorvaldsens grav, med deres udsmykninger af murene med planter og blomster fra norden og fra syden. Her kan du læne dig tilbage mellem de malede palmer og laurbærtræer og på en sommerdag drømme dig til Italien, hvor Thorvaldsen levede i 40 år.

Sonnes frise – kunstoplevelser 24-7

Er vejret til det, sidder folk ofte på den brede trappe imod Bertel Thorvaldsen Plads før eller efter et museumsbesøg. Og døgnet rundt bidrager museet til byens forskønnelse med sin festlige, gule arkitektur. Hele vejen rundt om museet løber en billedfrise, der fortæller historien om københavnernes begejstrede modtagelse af Thorvaldsen i 1838 efter de mange år i Italien og om hans skulpturers ankomst til museet. Frisen er skabt af Jørgen Sonne og er lige så gammel som bygningen.

Sejrsgudinden Victoria på taget

På museets tag triumferer sejrsgudinden Victoria med sit firspand og giver udtryk for den berømmelse, som Thorvaldsen opnåede. Skulpturgruppen blev modelleret af Thorvaldsens elev H.W. Bissen efter en skitse af Thorvaldsen og skænket af kong Christian 8.

Museets facade med sejrsgudinden Victoria på taget.
Museets facade med sejrsgudinden Victoria på taget.