Hvad kan du se på museet?

Thorvaldsens Museum er det eneste sted i verden, hvor du samlet kan se alle værker af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844).

Bertel Thorvaldsens selvportrætstatue.
Bertel Thorvaldsens selvportrætstatue.

Museet rummer også Thorvaldsens tegninger og skitser til skulpturer og relieffer. Thorvaldsen var desuden en passioneret samler, så museet udstiller også hans omfattende samlinger af malerier fra hans egen samtid og samlinger af kunstværker og genstande fra den græske, romerske og ægyptiske oldtid. Derudover viser museet skiftende udstillinger, der uddyber aspekter af samlingerne herunder også samtidskunst.

Museet åbnede d. 18. september 1848 og er den første offentlige museumsbygning i Danmark. Museet blev opført for at udstille Thorvaldsens omfattende livsværk af skulpturer og ser i dag stort set ud, som da det åbnede for over 150 år siden.

Sejrsgudinden Victoria.
Sejrsgudinden Victoria.

Thorvaldsen var en verdensstjerne i sin samtid, og på museets tag kører sejrsgudinden Victoria med sit firspand og giver udtryk for den berømmelse, som Thorvaldsen fik med sin kunst.

I menuen oven for kan du læse mere om Thorvaldsen, museets arkitektur både ude og inde samt om, hvorfor gipsskulpturerne er så snavsede.