KLASSISK FOREDRAGSKONCERT: MARIA SZYMANOWSKA

8. MARTS KL. 19.30 - 21.00

Under the Honorary Patronage of the Ambassador of the Republic of Poland to Kingdom of Denmark Henryka Mościcka – Dendys

Den 8. marts er på én gang Kvindernes Kampdag og Thorvaldsens "romerske fødselsdag".

Denne dag markerer vi det glemte kunstnervenskab mellem Bertel Thorvaldsen og den polske klavervirtuos og komponist Maria Szymanowska (1789-1831) med en foredragskoncert. Datoen er oplagt, men det er året også, for Det Polske Senat har udråbt 2019 til officielt Maria Szymanowska-år.

Ved arrangementet opfører mezzosopran Elisabeth Zapolska og pianist Małgorzata Kluźniak-Celińska klaverkompositioner og sange af Maria Szymanowska, mens kunsthistoriker Karen Busk-Jepsen fortæller om venskabet mellem de to kunstnere.

Foredragskoncerten finder sted på Thorvaldsens Museum kl. 19.30-21, og efterfølgende er Den Polske Ambassade, der generøst støtter begivenheden, vært ved et glas vin.

Billetter købes her.

Klavervirtuos og enlig mor

Maria Szymanowska var en af de første professionelle turnerende pianister m/k i Europa. Hun komponerede klaverværker i den såkaldte "brillante stil" – nocturner og polonaiser, romancer og ballader – og hun var en inspirationskilde for den noget yngre polske pianist og komponist Frédéric Chopin.
Hvordan lykkedes hun med det? Det får vi indblik i takket være 14 breve, som Szymanowska skrev til sin ven Thorvaldsen i årene 1824-1831. I brevene fortæller hun åbent om sit liv som musiker og eneforsørgende mor – med dets succeser, afsavn og kompromiser. Brevene var gemt af vejen på Thorvaldsens Museum i over 100 år, og selv i 1960’erne var man varsom med at løfte sløret for dem. I dag er der intet at skjule.

Venskabet mellem de to kunstnere er også sigende for Thorvaldsen, der var en lighedens og ligestillingens mand. Han forærede Maria Szymanowska en portrætbuste som udtryk for sit venskab og sin beundring. Portrætbusten er lånt fra Nationalmuseet i Krakow og kan for første gang ses på Thorvaldsens Museum.

Elisabeth Zapolska, mezzosopran, operasanger og filolog (født i Warszawa, etableret i Frankrig) har gennem mange år arbejdet for at fremme polsk kultur og kvindelige kunstnere. Under sine studier i fransk litteratur og anvendt lingvistik på Warszawas Universitet blev hun optaget på F. Chopin Konservatoriet, hvor hun vandt første pris i operasang. Debut på Radio France i 1987. Drevet af sin interesse for alternative repertoirer og nye stemmemæssige og sceniske udtryk har Zapolska selv udviklet forestillinger og arrangeret koncerter bl.a. med mindre kendte komponister. Hun er præsident for Société Maria Szymanowska, stiftet i Paris på hendes initiativ, og leder det internationale projekt Maria Szymanowska (1789-1831), a Woman of Europe.

Małgorzata Kluźniak-Celińska er født i Kielce, Polen. Efter studier hos Włodzimierz Kutrzeba ved Statens Musikskole i Kielce og master classes hos Eugeniusz Mogilewski tog hun en masteruddannelse hos professor Bronisława Kawalla ved F. Chopin Konservatoriet i Warszawa. Hun har en varieret karriere bag sig som solopianist, akkompagnatør og kammermusiker, er præmieret for sit arbejde med polsk og canadisk musik og modtog en særlig udmærkelse i akkompagnement ved International Giulio Perotti Singing Competition i 2013. P.t. er hun lektor, akkompagnatør og stemmecoach på F. Chopin Konservatoriet i Warszawa samt underviser i klaver ved Józef Elsner-skolerne under Statens Musikskole i Warszawa.

Karen Benedicte Busk-Jepsen (født i København) er uddannet mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, men har også gennemført studier i litteratur ved Aarhus Universitet og Université Denis Didérot i Paris. Hun er desuden eksamineret kirkekorsanger fra Sjællands Kirkemusikskole. Efter ansættelser ved bl.a. J.F. Willumsens Museum, Skovgaard Museet og Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU, har hun siden 2013 været projektforsker ved Arkivet på Thorvaldsens Museum. En af hendes forskningsinteresser er det liberale mind-set i Thorvaldsens miljø i det tidlige 1800-tals Rom versus den censur, som hans værker, samlinger og omgangskreds i andre sammenhænge sidenhen er blevet udsat for.