Bg_logo_top

Bertel Thorvaldsens Brevarkiv

Hyldestdigte, kærlighedsbreve og store kunstkontrakter – Thorvaldsens brevsamling er en uvurderlig kilde til viden om både dagligdagen og kunsten i den verdensberømte billedhuggers liv.

Thorvaldsens laksegl
Thorvaldsens laksegl.

På Thorvaldsens Museum findes en enorm samling af ca. 4500 dokumenter og breve fra, til og om den verdensberømte billedhugger. I brevene møder man Thorvaldsens familie, danske og udenlandske venner, europæiske kulturpersonligheder, fyrster, adelsmænd, kunstnere, kunstinteresserede og kunder, som havde tilknytning til den bedst kendte danske kunstner i 1800-tallets første halvdel.

Det digitale brevarkiv åbner

På Bertel Thorvaldsens 238 års fødselsdag 19.11.2008 åbnede den digitale version af brevarkivet på adressen: http://brevarkivet.thorvaldsensmuseum.dk.
Udgivelsen af brevene finder sted løbende frem til 2011, men allerede fra åbningen vil ca. 10% af materialet være at finde rigt forsynet med forklarende kommentarer og illustrationer.

Hovedkilden til vores viden om Thorvaldsen

Brevarkivet er primærkilden til vores viden om Thorvaldsens liv og værk. Her kan alle Thorvaldsen-interesserede læse alt fra kærestebreve til dagbogsnotater, korrespondance med kunstnerkolleger, forretningsbreve, hyldestdigte og taler til billedhuggeren m.m. Dokumenterne uddyber ikke bare forståelsen af Thorvaldsens værker, men giver også et uvurderligt indblik i datidens kunstneriske, sociale, sproglige og politisk-historiske forhold. For nationale og internationale Thorvaldsen-forskere vil arkivet være en guldgrube af stof, som i mange år frem over vil kunne generere stof til artikler, bøger, udstillinger, m.m.

Nyudviklet, internetbaseret opslagsværk

Nu udgives brevene på deres originalsprog, dansk, tysk, italiensk, fransk o.a. i et brugervenligt opslagsværk; samtidig forsynes de med forklarende kommentarer, billeder, registre, søgemuligheder, referenceartikler m.m. Udgivelsen finder sted løbende frem til 2011.

Projektet er støttet af Velux Fonden og udviklet i samarbejde med designgruppen Oncotype.

Besøg Bertel Thorvaldsens Brevarkiv her.

C18v Brevarkiv Brevudkast fra Thorvaldsen til vennen Herman Schubart 22.7.1809 med skitser og skriveøvelser. Læs brevet her.

C18v Brevarkiv Brev fra Thorvaldsen til Kunstakademiet 22.4.1801. Læs brevet her.

Enestående virtuel verden

Netpubliceringen af brevmaterialet er en del af Det virtuelle Thorvaldsens Museum, som har gjort museet til en frontløber i digitaliseringen af de danske kunstmuseers kulturværdier. En indsats, som i foråret 2008 blev præmieret med Bikubenfondens museumspris.